Synes faktisk godt, det kan undre lidt, hvor meget perspektiv, man kommer til at få på tingene, når man står på Den Anden Side.
Da jeg var på arbejde her forleden, fik en kollega og jeg pludselig sindssygt travlt. Chefen havde overladt butikken til os to alene for en eftermiddag/aften, hvilket ikke sker så tit, men ugen havde trods alt været stille og rolig, så der var ingen advarselslamper, der blinkede.
Der sad spredt et par folk og hyggede over en kop kaffe, og derudover var et enkelt bord reserveret til en gruppe, der kommer fast på denne ugedag. Han vinkede farvel uden bekymringer, og vi genoptog arbejdet ligeså.
Og så går folk i Århus ellers amok og vil på café, og det skal bare være nu.
Da jeg som den eneste af os, der var på arbejde, har hygiejnebevis, stationerede jeg mig i køkkenet, mens min partner in war tog opstilling ved disken.
Bestillingerne strømmede ind, og der var ingen grænser (sådan så det i hvert fald ud for mig på daværende tidspunkt) for, hvad folk bestilte af større madretter og dertilhørende drikkevarer, som min kollega stod for at skulle ordne og servere, mens hun samtidig tog imod nye bestillinger.
Vi fik begge sved på overlæben og plamager på kinderne af stress, alting fløj om ørerne på os og mine hænder arbejdede hurtigere, end jeg nogensinde før har oplevet på arbejde.
Vi har tusindvis af gange haft det samme arbejdspres, men da har der været flere og mere rutinerede medarbejdere til stede, og der har altid været nogen med den vidunderlige egenskab Ægte Overblik (som også kun Ægte Voksne kan have).
Efter et stykke tid begynder folk at trippe. To kopper kaffe kan da vel for hulen kun tage så og så lang tid, eller skulle vi mon en smuttur til Brasilien for at hente kaffebønner først?
Da jeg stod i situationen, tænkte jeg: Hvilken del af princippet ’kø’ er nu så svært at forstå? Nej, det tager ikke lang tid, men der er en hel hær af mennesker, der har bestilt før dig, og de sidder også og venter utålmodigt på deres ordre – det er dét, der tager lang tid. Vi er to mennesker på arbejde her, og vi gør det så hurtigt og godt, vi overhovedet magter. Og jeg vil altid, uanset hvor travlt, jeg får, stå fast på, at kvalitet kommer før kvantitet, selvom jeg vil vedgå, at kvalitet ikke behøver at være noget, der går langsomt.
Hvis jeg aldrig havde arbejdet i en café før, ville jeg med stensikkerhed have stået og tænkt: Så come nu lige on! Bad om en kop kaffe – meget overskueligt skulle jeg mene – så rub neglene, og yd noget service i stedet for at dandere den! (jo, det hedder det). Jeg går ikke i byen og betaler for varer og service, for så at få serveret en dårlig undskyldning og lang ventetid i stedet.
Selvfølgelig er det chefens ansvar, at der er balance mellem arbejdspres og medarbejdere, men jeg kan simpelthen ikke bebrejde min, at han ikke havde set det komme. Han er en meget hensynsfuld og opmærksom person, og at efterlade stedet en ganske almindelig hverdagseftermiddag i juni, hvor der alligevel aldrig sker en skid, til to alligevel relativt erfarne medarbejdere, med tre timer til lukketid – det må altså være i orden, og det står jeg 100 % ved. Så lærte vi på den hårde måde, hvor hurtigt det kan vende, so what.
Jeg ved, at jeg aldrig i mit liv – uanset hvor højt et niveau, jeg måtte nå karrieremæssigt, og uanset hvor langt jeg vil komme til at presse forventningerne til folk omkring mig – kommer til at være gnaven og giftig som kunde på en café i en lignende situation; så længe, det er tydeligt, at der bliver præsteret en indsat på den anden side af kasseapparatet. Jeg kommer aldrig til at forstå de mennesker, der føler sig overlegne over for servicepersonale og mener, at de alene i kraft af en højere uddannelse eller whatever er hævet over folk, som tjener penge på at tørre borde af og hælde saftevand i glas. Al arbejde er sgu let til tider og hårdt til andre.
….
Og nu vi taler så godt om perspektiv, er det næsten en måned siden, jeg bestilte mine nye studiebøger hos DJØF. Har rykket adskillige gange hen over den sidste uge og blev forsikret om, at den nok skulle være der aller, aller, aller senest fredag. Da jeg stå ringer (igen!) i dag, bliver jeg mødt med: ”Nå ja, men jeg kan se her på listen, at vi sender den i morgen”.
?!?!
?!?!
I morgen? Ja, så kan jeg selvfølgelig godt se, at det er svært for posthuset at have pakken klar i fredags.
…
Sådan er der så meget.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar