UPS, you did it again!

Jeg er en sød og glad pige. Det er jeg altså. Spejderære. Kig selv i min blå bog fra gymnasiet.

Men en gang imellem kan visse ting pisse mig SÅ meget af, at jeg simpelthen er NØDT til at hælde galde ud i cyberspace.

Denne gang er det UPS, der står for skud.
Gider ikke engang komme ind på PostDanmark.

Jeg havde faktisk (kan her i bakspejlet skræmmende tydeligt se min komplette mangel på realistisk sans) regnet med, at det ville gå nogenlunde problemfrit at modtage en pakke, der blev sendt med gode gamle UPS. 

Især da sød fragtfører ringede til mig mandag og oplyste, at han nu stod ved min hoveddør, og om jeg var hjemme? Ikke det? Nå, men så ville der blive ringet til mig tirsdag mellem 12 og 15, når de var ved at være der med pakken igen 

(idet jeg forklarede, at jeg MEGET nødig ville nødsages til at tage ud til deres pakkecentral, der ligger ude på en eller anden gudsforladt mark i Viby over en times busrejse fra min adresse. Har jeg hverken tid, råd eller nerver – eller bil – til).

Nu var jeg jo til at begynde med ikke overdrevent begejstret for at være lænket til kollegiet mellem 12 og 15 (hvilket vil sige hele dagen; er jo ikke helt idiot). 

Efter at have tigget og truet mine naboer måtte jeg dog indse, at jeg var nødt til at aflyse planlagt dagsprogram og dedikere tirsdagen til at modtage bemeldte pakke. Skidesurt, men okay, hvis det ikke kunne være anderledes.

Nu har min stupiditet som nævnt ikke nået lægesekretærniveau just yet, så jeg drønede tirsdag morgen ned til – begge – kollegiets indgange og satte en stor seddel op med beskeden: Til UPS. Vedr. pakke til adressen xxx, ring venligst xxx, så kommer jeg ned og henter den! Vel vidende, at det selvfølgelig ikke er helt nemt at aflevere en pakke på et kollegium – hvor der dog er en ganske almindelig dørtelefon, ligesom i ethvert andet lejlighedskompleks. 

Oven i købet var teksten på sedlen omkranset af skrigorange tusch. 

Så mente jeg ellers, at det kunne være godt nok, og parkerede mig således ved siden af min dørtelefon med bøgerne og mobilen, skruet på på højeste lydniveau, ved siden af.

Klokken 15.15 var jeg ved at være en smule nervøs, så gik ind og kiggede på sporingsinformationerne.

Og jeg kan kun forklare min reaktion som:

WHAT THE FUCK?!?!

d. 28.11, kl. 14.11: kunden ikke til stede ved første forsøg. Fair enough; sad på Baresso, da sød fragtfører ringede.
d. 29.11, kl. 13.51: kunden ikke til stede ved andet forsøg. Huh??
d. 29.11, kl. 15.04: kunden var ikke til stede ved tredje forsøg. Levering omlagt.

Hov... HVADFORNOGET?!?!?

Studinen ringer i panik til småforvirret UPS-kundesupport-mand, der til hans forsvar beklager situationen og tilbyder at ændre adressen til arbejdsadresse. Men som derudover ikke rigtigt  kan forstå, hvordan jeg kunne forvente, at der ville blive ringet til mig, ringet på dørklokken eller i det HELE taget gjort NOGET som helst for at komme i kontakt med mig og aflevere pakken.

Nej, lille tåbelige, åndsforsnottede, hjernedøde mandsling (læs: UPS), det er da fuldt forventeligt, at jeg står UDEN for døren (uden i øvrigt at vide, hvilken af de to indgange på kollegiet, de har tænkt sig at benytte) i november måned i et helt DØGN, som i øvrigt er en almindelig arbejdsdag, jeg har taget fri fra. Klart nok. Stupide spasseridiot.

(ah, hjalp faktisk! Mange tak)

Informerede senere i roligt tonefald programmøren - helt oprevet, den stakkel (or not) - at det jo for Himlens skyld ikke var kundesupports fejl, så jeg undlod at give UPS-mand i røret en ordentlig omgang og gav ham i stedet skummende min arbejdsadresse.

Efter at have lagt røret på, kom jeg i tanker om, at jeg muligvis skulle have specificeret, at når der nu er tale om en arbejdsplads, så skal pakken selvfølgelig, hvilken enhver tåbe vel kan forstå, afleveres inden for almindelig arbejdstid, dvs. mellem kl. 9 og kl. 18.

Og ja – det skulle jeg.

Er her til morgen gået ind og har kigget på sporingsoversigten igen.

D. 29.11, kl. 20.43: kunden var ikke til stede ved første forsøg. Nej, nej. Nej, nej, nej! Hvad?!
D. 30.11, kl. 07.32: kunden var ikke til stede ved andet forsøg. Okay; STOP SÅ!

Kan nu bruge resten af tiden på at sidde og bide negle over, om de nu for FUCKS SAKE kan finde ud af noget så simpelt som at overgive en pakke på en adresse, hvor der konstant er nogen til stede til at tage imod den, og hvor UPS i øvrigt leverer masser af andre ting.

Programmøren gjorde mig forsigtigt opmærksom på, at man altid skal benytte sin arbejdsadresse ved forsendelser med UPS, fordi det er uMUligt at få noget som helst leveret på et kollegium. 

Men altså. 

Én ting er, at man arbejder et sted med en receptionist, der alligevel ikke har andet at bruge sin i øvrigt indholdsløse dag, der næppe afbrydes af andet end at fylde kaffe i termokander og skifte visne blomster ud med friske, på, end at han/hun sagtens kan kvittere for en pakke i ny og næ
– og så en lillebitte café, hvis ansatte hver dag (eller, som regel i hvert fald) har rygende travlt, og for fanden ikke har tid til at kvittere for de ansattes private pakker. Særligt når bemeldte ansatte ikke engang er til stede til selv at kunne gøre det.

Og jeg mente ikke, at det kunne være så svært at aflevere en pakke; det er jo for ind i hele hule Herning – bare – at ringe – PÅ! 

MEGET svært! 

Burde faktisk være en længere videregående uddannelse til optræning af hjernetomme, kommende UPS-delivery guys. (mandagsfragtføreren excepted).

Når pakken er sikkert i min varetægt, kan de latterlige åndsamøber godt brace for impact.

Hæhæ.

Nogen der har nogle helt oplagte skældsord, jeg ikke har brugt?

Marry me.

Jeg tror ikke helt, at personer omkring min alder – og, okay, måske lidt yngre (om ikke andet mentalt yngre) – har forstået, hvad en forlovelse egentlig er.

Jeg kender adskillige, der i løbet af gymnasietiden blev ”forlovet” med gud og hver mand i tide og utide, hvorefter de slog op et par måneder siden uden videre skrupler.

En pige jeg gik i klasse med dengang har været sammen med sin kæreste i næsten lige så lang tid som programmøren og jeg har. De blev forlovet allerede i 1.g., som jeg husker det, og er det stadig. Så her er vi nærmest lidt i den anden grøft.

Spurgte hende en dag – efter at vi var gået ud af gymnasiet, og det i hvert fald var 3 år siden hun blev forlovet med kæresten – om de to egentlig havde overvejet, hvornår de skulle giftes?

Grunden til at jeg spurgte var mere nysgerrighed – og så fordi jeg holder så meget af at svælge i romantik – end noget som helst andet. 

Men det var åbenbart et ekstremt småborgerligt og grinagtigt spørgsmål, for hun slog straks en høj latter op. Da det gik op for hende, at jeg faktisk havde ment det alvorligt, virkede hun undrende og svarede noget i stil med: ”Ahmen, det ved jeg da ikke, om vi skal. Det er ikke rigtigt noget, nogen af os tænker på”.

Okay.

Så forlovelse, det er nærmest sådan lidt en opgradering fra bare at være kærester, eller hvordan? 

I min verden er forlovelse det samme som et løfte om ægteskab inden for en nærmere fremtid (selvom jeg jo selvfølgelig godt ved, at noget så kedeligt og forældreklamt som ægteskab er totalt yt og tabu), men i den virkelige verden (læs: min omgangskreds) er det nok snarere lidt ligesom at være nået til boss level.

Ægteskab har det i hvert fald tilsyneladende intet at gøre med.

Så vidste man det.

Dagens

Bummer: To personer (inkl. mig selv) til undervisning i dag. TO! Ud af tredive på holdet. Okay så. Prøvede at overbevise underviseren om, at det jo nok ikke var noget personligt. 

Bortset fra dét ikke rigtigt nogen bummer, for det var faktisk skidehyggeligt at sidde i rundkreds om katederet og pludre om den stadigt større kløft mellem norm og retlig regulering angående ulovlig fildeling på nettet.

Hurraråb: HURRA for endelig at have taget mig sammen til at købe mig mit helt eget personlige sæt FUCKING skarpe knive!

Ja, jeg ved godt, hvad I tænker. 

Men lad mig forklare: Prøv at forestille jer, hvordan det må være at skære et stort stykke vådt brænde over med en trommestik. 

Sådan er det hver dag, når jeg skal skære en agurk eller lignende over med det såkaldte udstyr, der fylder skuffen op i køkkenet. 

Kollegiekøkkener og ordentligt køkkenudstyr er bare to begreber, der på ingen måde hænger sammen, om man så maste dem op mod hinanden, marineret i sekundlim (gå så AF mine fingre!). 

De her knive er bare the shizzl! (selvom jeg ikke ved, hvad jeg skal stille op med brødkniven. Behøver sådan en egentlig overhovedet at være skarp?)

Jeg er så glad for min cykel

Søde, søde bilister i Århus. Kan vi ikke lave en aftale? Et lille kompromis?

For I er en lidt skizo gruppe. Enten farer I hensynsløst frem i brutal dødsforagt, eller også kører I som bedstemødre på valium til OL i semiutålmodig underdanighed. Kunne I ikke eventuelt bare køre ordentligt? Måske?

De brutale af jer drøner frem fra (side)veje og skider højt og flot på stopskilte, hajtænder og fodgængerovergange. Jeg har en idé om, at de pågældende bilister kører netop dén vej flere gange hver dag. Og når man kører ud fra sidevejen for gang nr. 400, og der ikke plejer at være en cyklist, så er der jo selvfølgelig heller ikke en cyklist denne gang.

Eller hvad?

Det er altså lidt anstrengende konstant at skulle være på vagt for biler, der kommer springende frem fra buske og postkasser i det øjeblik, man tillader sig at slappe lidt af. Se jer i det mindste for – også selvom I synes, I kender vejen, og der ikke plejer at være cyklister på den, når I kører der.

Så er der de forsigtige af jer. Og til jer kan jeg bare sige: KØR nu bare!

Især hvis I har forkørselsret, som I f.eks. har midt på en ganske almindelig vej, som jeg står med cyklen i siden af, for på et tidspunkt at snige mig over, uden at nogen opdager, at jeg går uden for fodgængerovergangen (oh, skræk og rædsel).

Jeg gider ikke, at I stopper og sidder og gestikulerer, at jeg skal gå over. For det skal jeg ikke. Og jeg gør det heller ikke. Det eneste, I får ud af det, er at spilde min tid – og jeres egen.

Og brug blinklyset for crying out loud! Jeg stikker ikke armen ud og hånden i vejret som en anden elendig tåbe, hvis I ikke samtidig lige gider flytte hånden én cm for at sætte gang i blinkeren.

Jeg medgiver, at cyklister også fra tid til anden kører lidt råddent, for ikke at tale om fodgængerne, de sindssyge sataner.

Men vi/de er altså på henholdsvis tohjulet metalstang og gåben, mens I sidder i tonstunge, maskindrevne dræbermaskiner.

Så hvis I vil efterkomme min lille høflige forespørgsel, så siger jeg mange tak; og så skal jeg til gengæld nok købe en cykelhjelm.

Fordums fordummende fordomme

Forleden var jeg til housewarming hos min tidligere gangmate fra kollegiet. Han er nu flyttet i lejlighed med sin søde kæreste (for lang tid siden). Det var enormt hyggeligt og nåede oven i købet at blive en lille bitte smule indspist, fordi det mest var kollegiegangen, der overtog deres minimatrikel. Jeg havde også taget programmøren under armen, men han tæller efterhånden lige så meget som kollegiebeboer, som jeg selv gør.

Der var dog også et par venner andetsteds fra, og de to grupper placerede sig henholdsvis i stuen og i køkkenet, så vi ikke behøvede at kommunikere. Puha, hva’.

Vi var dog nødt til at krydse fjendeland for at få fat i mere lækker velkomstdrink. Og en af håndboldvennerne så sit snit til at lægge an på mig, mens jeg stod i forsvarsløs position med plastikkrus i den ene hånd, og en grydeske med punch i den anden.

I sig selv ikke noget, jeg på nogen måde har et problem med. Jeg er ikke for fin til at indrømme, at det da som regel er en dejligt bekræftende følelse at blive lagt an på. Og programmøren behøver skam ikke frygte noget, hvad jeg også tvivler stærkt på, at han gør/gjorde.

Ham her håndboldspilleren gik efter de sædvanlige smalltalkemner: Nå men, om jeg boede på kollegiet, om jeg dyrkede sport (nej, længes stadig ikke efter frivilligt at gøre skade på mig selv) og den uundgåelige: hvad jeg laver.

Selv var han maskinetellerandet, hvilket jeg har stor respekt for, men jeg kunne se fordommene samle sig i hans øjenkroge, allerede inden jeg svarede, at jeg studerer jura inde på universitetet. 

Han tog faktisk fysisk et hop tilbage og udstødte en blanding af et overrasket fnys og en latter.

Derefter fandt han hurtigt ud af, at jeg åbenbart ikke var så interessant alligevel.

(Og alligevel bliver jeg hver gang overrasket over, at lige netop jura skulle overrumple nogen så meget).

Jeg skal dog samtidig hastigt tilføje, at fordomme om jurastudiet bestemt ikke er noget, der overvælder alle fyre. Jeg var på hygiejnekursus på teknisk skole i forbindelse med mit caféjob, og der mødte jeg den sødeste slagtersvend(?) som ikke var andet end stort, imponeret smil og skulderklap over, at jeg kunne ”klare” at gå på universitetet, for det ville han i hvert fald aldrig kunne (hvortil jeg jo kun kunne svare, at jeg med tusind procents sikkerhed aldrig kunne klare et arbejde i slagterbranchen!).

Ikke desto mindre, så lader det til, at der er ved at brede sig en hel del fordomme om jurastuderende; nogle mindre åbenlyse end andre.

Jeg kan da starte med at bekræfte, at ja, jurastudiet er et langt stykke hen ad vejen ret kedeligt og tørt. Og ja, man læser meget. Det tror jeg ikke så meget er en fordom som et faktum.

Også ja til, at en del jurastuderende desværre er ret selvfede, selvretfærdige, selvtilstrækkelige (og de fleste andre tillægsord med selv- foran; I ved hvem I er, og jo, indrøm det nu bare). 

Skideirriterende, ja.

Men at vi skulle være overdrevent snobbede og overlegne? Ikke rigtig.

At vi skulle tilhøre overklassen? Not exactly.

Og så for the golden: at kvindelige jurastuderende alle sammen skulle være i escortbranchen ved siden af studiet?! Nej. Bare nej.

Hvordan skete det lige, at lige præcis jurastuderende, i modsætningen til alle mulige andre studerende, skal forestille at køre til uni i Porsche og have råd til Burberrytasker og fireværelses lejligheder i midtbyen? 

Mens de samtidig, halvderimerede over det enorme studiepres, går ad prostitutionssidetracks og lignende for at få råd til det hele. 

Jeg kan ikke genkende noget af dét. Ikke engang en lille smule.

Og jeg kan i hvert fald afsløre så meget, som at det ikke er tilfældet for mit eget vedkommende.

Med hensyn til det med overklassen og rigdommen, så er jeg den første jurist i familien, og jeg har bestemt ikke hele mit liv været vant til at få både hoved og den anden ende stoppet med mærkevareforbrugsgoder.

Faktisk har jeg gennem det meste af min skoletid haft færre penge at fedte rundt med end mine kammerater, fordi min far havde fået den geniale idé, at jeg meget tidligt i livet skulle have et vist månedligt beløb, af hvilket jeg selv skulle betale mine udgifter og styre dem med et budget – i stedet for at få blankocheck til mine forældres guldkonto, hver gang jeg skulle shoppe. 

En idé jeg er ham uendeligt taknemmelig for i dag.

Overdrevent forbrug og ligegyldighed omkring det, er ikke en kvalitet, der er blevet fremmet i mit barndomshjem, og så vidt jeg kan se heller ikke i nogen af mine medstuderendes.

Så kast da jeres had på ejendomsmæglerne i stedet.

Suckers

Synes nogle gange, at folk der beklager sig over problemer, som er opstået i og med deres egen luksus, er en lille bitte smule hykleriske.
Som f.eks. dem der brokker sig over de manglende parkeringspladser for biler i det centrale Århus. Prøv dog lige at åbne øjnene for, at I har en fucking BIL!
Vi andre med cykler kan i øvrigt heller ikke finde parkeringspladser i Århus, skulle jeg hilse og sige.
(Ja, det er dig, jeg taler til – dig med den mørkeblå Kildemoes, der parkerede den foran bygning 1325 på uni i tirsdags: Gider du måske næste gang parkere din havelåge et andet sted end INDEN i andre menneskers cykler?!)
Og nu er Århus jo ikke ligefrem Tokyo. Hvis der ikke lige er en parkeringsplads de første TO minutter, I har kigget efter en, så bid i den bitre, overmodne, langtidstransporterede pære og betal for en plads i et parkeringshus.
Ellers:
GÅ. I mean it!

Jeg bliver helt ærligt også lidt indestængt, når jeg er hjemme på besøg, og der konstant bliver smidt hints om, hvor uforskammet heldig jeg er, at jeg har råd til at gå i biografen og købe nyt tøj.
Med den sædvanlige underlægningsmelodi om, at unge mennesker er så skide utaknemmelige, og her slider og slæber vi andre dag ud og dag ind, mens de går på café i Huntergummistøvler og overfrakker fra Modström.
Ved I hvad?
Luk.
Numsen.

Prøv i det mindste lige at kaste et blik henover skulderen på jeres store hus med to etager og fire badeværelser, fem fjernsyn og computere, jeres parkstore have og jeres to lækre biler, INDEN I begynder at voldkritisere hende, der bor på 12 m2 med en gammel cykel som primære transportmiddel for at have råd til at gå i biografen med veninderne og en gang imellem købe en ny kjole.
Min økonomi er faktisk ganske, ganske snæver selv uden børn, bil og basset. Og trust me, TRUST me; der er langt fra råd til nyt til garderoben så ofte, som I drømmer op.
Det er mig, der vejer æblerne for at få mest ud af ”10 for 25”. Det er mig, der køber den billige, tyndskidsagtige yoghurt. Det er mig, der skraber den sidste kubikmillimeter smør ud ad bakken og som lever af coop-spaghetti med dén kubikmillimeter smør på adskillige dage om måneden.
Det mig, der aldrig køber noget som helst økologisk. Og damn it, ja, det er også mig, der en gang imellem køber en kop chokolade på en café.
I har, ligesom jeg gør nu, levet på samme måde. I har, ligesom jeg, taget en uddannelse for at få et godt job, der giver råd til… vent nu lidt… bil, børn og hus?
Eller var det gummistøvler fra Hunter?

Procrastination central

Programmøren er inviteret til Boys’ Night In hos sin buddy, og som den aktive og uafhængige person, jeg er, sidder jeg derfor og stirrer ud af vinduet.

Det der med at stå tidligt op, fungerede lige så dårligt i dag, som det gjorde i går, så jeg har indtil videre ikke nået at læse det, jeg skulle, eller få lavet opgave. Prøver febrilsk at minde mig selv om hvor LIDT tid, jeg har i næste uge, så jeg kan gå i panik og SKYNDE mig at få lavet en hel masse. Indtil videre uden succes.

Der sker nemlig det i næste uge – udover at jeg har en smule for mange forelæsninger med dertil hørende lidt for meget læsestof, endnu en opgave, plus mit dejlige arbejde og mere af det – at min vidunderlige lillesøster kommer ned og besøger mig i weekenden… hvor vi skal se BREAKING DAWN! JO, vi skal! Og det bliver så utroligt nice.

Og ja, jeg ved godt, at det er på mode at hade diverse fænomener, alene fordi de er populære og hypede. Jeg er så ligeglad. Den serie kildrer det letpåvirkelige teenagehjerte, der sidder dybt i mig. Den gør lidt det samme ved mig, som når jeg hører lækker heavy metal eller symfonisk rock. Det skal mærkes, ikke forklares, og hvis man ikke kan mærke det, så har man tabt. Sorry.

Men for at vende tilbage til startemnet, så har følgende overspringshandlinger været:

• Dalre rundt
• støvsuge og vaske gulv (godt)
• dalre lidt mere rundt
• spekuleret på, om jeg mon skulle tage fat i bogen og læse lidt, og nået frem til, at det skulle jeg ikke
• gået ned til Netto for at konstatere, at nej, der er IKKE søndagsåbent, fordi det jo ikke er første eller sidste søndag i måneden (dumme mig)
• kommet til at købe honninghjerter hos bageren
• lejet film
• overvejet at finde en julepyntslysestage frem, fordi det kunne man jo ligeså godt, men ombestemt mig, fordi jeg ikke kunne finde den
• set halvdelen af lejet film
• kigget ud af vinduet
• overvejet at gå i bad uden i øvrigt at gøre det
• lavet the
• spist honninghjerterne

Det er godt at være studerende. Gad vide, hvordan jeg reagerer, den dag jeg får virkelige problemer?

En morgen i the Life of Law

Så sad man lige og hørte om overdragelse af fordringer, her onsdag morgen før hanen får øjne på fødderne – eller hvor mange metaforer jeg ellers skal blande for at prøve at forklare, hvor friggin TIDLIGT det er! Meget opløftende at mine medstuderende ikke lader til at fatte en skid af, hvad der foregår, samtidig med at vores rare og venlige underviser nævner noget om, at det ikke kommer med til eksamen, og at vi får det indgående gennemgået på næste semester. Så behøver jeg ikke at høre efter, og kan lige så godt sætte mig til at skrive lidt.

Til at starte med kan jeg afsløre, at det er godt, jeg har fået min morgente. Jeg er afhængig af te. (Og nej, jeg skriver ikke ”the”. Er så forvirrende, når det ser ud, som om folk ikke kan dansk. Der skal ikke så meget til). 

Hvis jeg afslørede, hvor mange krus – ikke kopper: motherfucking, spandstore krus – jeg drikker af det stads om dagen, tror jeg, de fleste kaffedrikkere ville falde bagover i sympatihjertebanken. Jep. Så mange. Det har nu fået den konsekvens, at jeg som person ikke er til stede i min krop, før dagens første krus er indtaget.

Modsat af, hvad mange tror, så er der også koffein i te. Jo, der er. Nogle gange er der næsten lige så meget som i en kop kaffe. Så fik man lige dagens ultrainteressante ekspertviden. Simpelthen. Så te kan skam sagtens fungere som morgenopvikker, det skal jeg være den første til at skrive under på.

Den første time stirrede jeg tomt ud i luften. I pausen halsede jeg ned for at stille mig bag i køen af hippe jurastuderende, der alle sammen skal have kaffe med lidt skummetmælk, stirred not shaken, i mangel af latte. For at få min te – og helloh Lord, how nice it feels to be me :-)

Så skal jeg bare lige overleve to timers forelæsning i obligationsret, hvor en professor, hvis navn jeg ikke engang har fået fat i, rabler løs om endnu flere fordringer og udfyldningsregler i mangel af aftale eller hjemmel i præceptive lovbestemmelser. Det er så FEDT.

Eneste trøst er, at når alt det her almindelige formuepis engang efter Ragnarok er overstået, så har jeg fået min adgangsbillet til at læse noget immaterialret videre på kandidaten.

Efter min morgente, selvfølgelig.