An American Girl in Marriage

Jeg er kæreste med (Sæt kryds: Ja, nej, måske?) Programmøren, og på Programmørens studium går en anden programmør, Thomas, som for en god ordens skyld hellere må komme i bekendtskabskategorien, selvom det kunne være dejligt at kalde ham en ven. 

I hvert fald mødte jeg ham via Programmøren, og via ham mødte jeg hans vidunderlige kone, Jessie.

Nu er jeg egentlig ikke typen, der går og smider omkring mig med ord som ’elsker’ og ’vidunderlig’, men den tøs, hun er bare vidunderlig. Hun er amerikaner og har boet i Danmark i… 3 år? (Ja: det var bekendtskab, vi blev enige om). Hun taler absolut flydende, fejlfrit dansk – med lidt accent, når der kommer alkohol indenbords. Respekt (!). Hver gang, jeg har mødt hende, er hun ét stort smil, og selvom man ikke selv tilhører den race af den menneskelige befolkning, der ubesværet og naturligt falder ind med folk, man ikke kender, så gør hun samvær så… ikke-akavet. Hun har masser af overskud og giver den simpelthen max gas i livet, sådan helt generelt. 

Hun er i alle ordet betydninger cute, og man må bare være forelsket i hende på stedet. Jeg sagde engang til Programmøren: Hvis vi to engang splitter, så vil jeg komme sammen med Thomas og Jessie! Hvortil han svarede: Så må du løbe om kap med mig.

Nu er jeg faktisk ikke 100 % klar over, om Thomas’ og Jessies status af rette ægtefolk har noget at gøre med, om hun er amerikaner (læs: udlænding og derfor har fået sit ophold her i det ganske danske land besværliggjort af DF, vores allesammens darlings) men det har det jo sandsynligvis, i hvert fald delvis (hva’, er I gift fordi I elsker hinanden, eller er I bare…? Nej, vel?).

Lad os starte med lige at slå fast, at de her to folk virkelig elsker hinanden, hvis nogen gør det. De er gift på… 4. år? (arj, men altså… Faktisk kender jeg slet ikke de her folk. Bare noget jeg finder på), og de er så søde sammen. Ikke på den iscenesatte måde, bare afslappet smaskforelskede. De kan ikke lade være med at smile, når de taler om hinanden, og de kan i øvrigt knap lade være med at tale om hinanden i 10 minutter ad gangen. Og på en eller anden måde er det ikke pisseirriterende.

Men, hvis ikke jeg skal sagsøges for at have lagt folk i koma med dette indlæg, må jeg hellere komme frem til pointen. Faktum er, at Thomas og Jessie både elsker hinanden og er gift, hvilket er lidt af et særsyn i min omgangskreds – altså det med at være gift (!). Gennemsnitsalderen dér er vel en 23-24 somre, og hvis man nævner ordet ’ægteskab’ for dem, slår langt de fleste en høj latter op. Ægteskab?! Det er jo gammeldags, kedeligt. Et stykke papir, der ikke betyder noget. Og pludselig ender argumentationen ude i noget med forstæder, hvide stakitter og vovhunde. Og så er det bare, jeg tænker…

Say what?!

Helt konkret kom det af en samtale om den gifte tilstand, til noget så Voksenagtigt som et middagsselskab, hvor der blev prikket lidt til The Holy Institution, som jeg så ud fra juridiske synspunkter forsvarede, fordi jeg lige havde været til eksamen i familieret og skulle blære mig med min no-knowledge. Jessie så på mig og sagde noget i stil med: "So nice to hear this! You're the only person, I've heard actually defending marriage!".

Så blev englen sgu gal. Nu skal man altså til at skamme sig, hvis man er gift? Ligge under for den ene anklage efter den anden fra de stakkels singler, der samtidig så nødig vil være stakkels, om at man er en afhængig, naiv, følgagtig zombie? (Bare for at få kogt alle skældsordene ned i en enkelt sætning).

Og ja, jeg føler mig angrebet, både på egne og andres vegne. Det kan simpelthen ikke passe, at vi nu skal til at være så unikke og højtravende alle sammen, at vi skal se ned på dem, der har valgt ikke aktivt at sætte sig selv i en lidende offerrolle (Ahmen, jeg har jo lært på den hårde måde, at det er karakteropbyggende bare at være sig selv. Man må jo lide for at kunne finde sin indre ro og være fundamentalt stærk. Hvad med nej?).

Og ja, det kan da godt være, at du er ’fri og uafhængig’, at du kan gøre hvad du vil, gå, når du vil eller blive, når du vil. Good for you. Knock yourself out. Men når jeg så gør, hvad jeg vil – så er det forkert? ”I elsker hinanden? Har gjort det i lang tid? Er stabile? Puha, den skal du sgu passe på med. Er ikke godt. Slet, slet ikke godt.”

Hvad med at give gifte folk og folk i parforhold en chance for at gøre, hvad de gerne vil (Oh, Honey – ved det godt :-(. Kan bare ikke udtrykke det bedre).

Don’t get me wrong: Jeg siger på ingen måde, at man skal blive i et forhold, der ikke fungerer, eller at det er en svag beslutning at slå op med en anden. Og singlepige/-fyr: Lad nu være med for 10.000nde gang at se dette som en undskyld for at svælge i, hvor stærkt det er at være single. Det er faktisk slet ikke der, jeg vil hen. Jeg taler om, at egne valg har lige stor værdi, uanset om valget så går på at være alene, på at være i et åbent forhold, på at være enlig forælder eller på at være sammen med en anden the good old fashioned way.

Og jer, som har så nok I jer selv: Kan da godt være, at I ikke behøver noget ’bevis på jeres kærlighed’. Nej, og jeg behøver heller ikke noget bevis for, at I er friggin selvfede. Super, at I kan være så in sync, men så lad være med at lade som om, at det ville være den letteste ting i verden at skride i morgen. Beslutningen om at indgå i et ægteskab er stor og alvorlig, og ganske rigtigt noget, som shouldn’t be entered into lightly. På den baggrund synes jeg egentlig, at ægteskabet fortjener lidt respekt.

Men parforhold er under mindst lige så heavy attack.

Som på ingen måde begrænser sig til kun at komme fra ’de unge mennesker’. Engang imellem tror jeg oprigtigt, at mine forældre brændende ønskede sig, at jeg smækkede med døren, kravlede ud af vinduet og stak af bag på motorcyklen af ham med de forkerte venner og løse forhold til sne og græs, hvorefter vi kunne have en masse på hinanden følgende break-ups og kisses-and-make-ups - og break-up til sidst, selvfølgelig. 
I stedet for at være så skide fornuftig at finde en sød fyr og så blive sammen med ham, så længe vi elsker hinanden. Det har i årenes løb gjort dem mere tossede på mig end noget som helst andet.

Så til alle I andre unge derude: Den nye teenage-revolution er ikke sex, drugs and rock’n’roll. Det er fast parforhold (farligt, farligt).