Okay.

Jeg ved godt, det er lang tid siden, jeg har været forbi her.


Men altså, det er jo bare fordi ...


Og skulle jeg lige... ikk'?


Og så gik tiden jo, for fanden. Der er sket meget på den tid -
stadset herinde har tilsyneladende "skiftet udseende", hvilket jo også er så populært.


Programmøren har forladt mig og studielivet til fordel for at kravle rundt i mudder og pigtråd, og jeg har kun set ham én gang siden slutningen af marts, hvilket er uvant på en halvpinlig måde.
For der er fandme ikke nogen, der skal fortælle mig, at vi sidder lårene i hinanden - vi har boet i hver vores ende af landet i tre år.
Men så gik der jo tre år mere, hvor vi var sammen tæt på hver dag.
Og så var jeg pludselig alene igen.
Lidt ligesom at trykke på pauseknappen på mig, vente lidt, lade mig gå rundt omkring mig selv i en cirkel, og dernæst trykke på repeat. Der gik lige et par uger, inden jeg havde fået mig selv afbalanceret og var kommet up to speed igen.


Og det var så dér, hvor jeg opdagede, at jeg skal til eksamen i formueret.
Haha. Hvor sjovt.
Det er sådan en eksamen, som folk på jura bruger de første tre år af studiet på at leve i evig frygt for, så når den pludselig dukker op i horisonten, er det lidt svært at tage den seriøst, af en eller anden grund.


Den består af to gange seks timer i et eksamenslokale, hvor man har medbragt lidt over 3.000 siders pensum og skal løse en meget lang, indviklet, intetsigende opgave, som man så kan dumpe, og tage om igen en gang eller to.
Og so what? Altså, folk flygter bogstaveligt talt fra studiet, når formueretten er ved at have ædt sig stor. Slap dog af.
Hvilket jeg kan sige, fordi jeg er så klog og indsigtsfuld. N'est-ce pas.


Derudover har jeg i en eller anden tåge fået tilmeldt mig kandidatstudiet, og i min store visdom og indsigt besluttet at strække denne tre år i stedet for to.
Haha. In your face!
Du troede nok lige, at jeg havde lige så pissetravlt med at komme ud af uni, som de af mine medstuderende, der ikke kan gå ud af døren om morgenen uden at have pressefolden i buksen så skarp, at der er fare for papercut, og deres lædermappe genimprægneret.
Det gjorde du i hvert fald, hvis du var et af mine familiemedlemmer, eller said medstuderende, men da du jo læser min blog religiously, var du selvfølgelig ikke i tvivl om, at jeg elsker mit studium og studielivet, og ikke rigtig gider skynde mig derhen, hvor folk bliver deprimerede og sidder i boliglån og skilsmisser til op over begge røde ører.


Og så fik jeg sgu også en lejlighed op under neglene. Hvilket betyder at jeg, faktisk sådan lidt ud af det blå, skal flytte fra mit elskede kollegium om et par uger og joine gruppen af hippe åbeboere. Og jeg glæder mig faktisk, og har haft den obligatoriske vi-holder-selvFØLGelig-kontakten-og-ikke-sådan-at-vi-bare-siger-det-men-altså-rigtigt-samtale med mine budds fra gangen.


Det var den korteste opsummering, jeg kunne mønstre.
Og for lige at konkludere, så kan jeg lige sige: Jeg har det, som om jeg lige er vågnet op efter at have ligget i en sump med vat i munden og ørerne i et par uger.
Men jeg er glad.
Og ustresset.
Og goddamn proud of it.