Debatten om fildeling på medieområdet kan vi tage senere.

Jeg formår åbenbart ikke at læse op til eksamen, så jeg angriber mit ugideligshedsproblem fra en ny vinkel – nemlig ved at forsøge at skrive et blogindlæg med (om ikke andet, så bare et minimum af) relevans for formueret.

Nå jo, godmorgen, for resten.

Ser I, der er en niche af formueretten, der – som det første virkeligt hardcore jura (betragt dette som en advarsel, hvis du ikke er i humør til at læse noget seriøs, ikke særligt godt gennemarbejdet politisk-juridisk argumentation) – virkelig fanger og interesserer mig. Det kaldes immaterialret.

Nej, det er ikke svært.

Im-ma-te-ri-al-ret.

Det kaldes også intellektuel ejendomsret, hvilket er en vatpikket oversættelse fra intellectual property.

Og det synes jeg lige, vi skal snakke lidt om, for I stakkels lægmænd render jo rundt med en helt igennem forkert opfattelse på det område. Kan jeg kun sige.

Den gode mand, Stephan Kinsella, har skrevet en bog om emnet, med den simple og sigende titel: ”Against Intellectual Property. Kinsella ved rent faktisk noget om emnet, så det skal jeg ikke kritisere, og han forsøger i bogen at forklare immaterialretten, primært på området for patenter og ophavsrettigheder, på et niveau, så staklerne på gaden uden jurauddannelse også kan være med, hvilket jeg skam også applauderer – det er utroligt sjældent, at man støder på juridisk skriftsprog, der ikke bare forsøger at forvirre fjenden læseren.

Men nok om ham som person, han kan jo være nok så udmærket. I bogen forklarer han noget så kontroversielt, som hvorfor immateriel ejendomsret som begreb er helt ude i hampen og burde afskaffes.

Uha. Nu er jeg jo indoktrineret jurastuderende, så det der med at stille spørgsmålstegn ved noget så fundamentalt som et ejendomsbegreb tiltaler mig ikke – ikke desto mindre er min modstand over for hans holdninger personligt affattet.

Ifølge Kinsella giver det ingen mening at hævde en ret til en idé på den måde, som det i dag er muligt. Det gør sig gældende, når vi snakker om patenter. Et patent er dybest set en ukrænkelig ret til at være enehersker over en bestemt idé – for nu at tage skoleeksemplet: idéen om mælkekartonernes udformning. Tetrapak.

Den idé er der ingen, der må bruge.

Hvad fanden? tænker du. Alle mælkekartoner, jeg stoler på, har sgu da Tetrapak-formen.

Mais oui – for det er jo selvfølgelig muligt, mod en klækkelig betaling, at bryde den ukrænkelige ret, så længe man har indehaverens samtykke.

Så langt så godt.

Hvad bliver det næste? spørger Kinsella.
Hvad hvis jernaldermanden havde taget patent på fænomenet ”et hus”?
Nogle lodrette vægge, et gulv, et tag, måske oven i købet et par vinduer. Det var aldrig set på den tid (granted, jeg ved intet om jernalderen, men bare go with it) og kvalificerede sig derfor i princippet til en patentrettighed….
Hvis det var sket, skulle vi jo alle sammen have betalt store summer penge for overhovedet at få lov at bo i et hus – altså ikke en betaling for selve huset, den materielle, begribelige ejendomsret, som vi jo alle sammen betaler alligevel, og som er slem nok… men en betaling for selve retten til at benytte et hus. Basalt set: løn til opfinderen af huset.

Ja, det er jo ikke en rar tanke – som de fleste andre liberale bryder Kinsella sig givet ikke om at skulle betale noget som helst til andre, der gør noget for ham eller for samfundet generelt (hvilket også er en betingelse for et patent).

Hvis jeg skal være ærlig, er jeg da meget glad for, at huset er blevet opfundet. 

Tak, jernaldermand. Og jeg havde gerne betalt penge til dine efterkommere – hvis ikke, det er fordi, at patentet slet ikke rækker så langt. Sølle 20 år, kan det blive til – så har man mistet en patentret og alle kan bruge den.

Og hør nu efter, for dette er centralt: Et patent udløber efter 20 år. Det skal være en alment gavnende opfindelse (Tetrapak, opvaskemaskinen, hjulet, you name it), hvis idé herefter er beskyttet. Alle senere opvaskemaskiner ”bryder” herefter patentet.
En ophavsrettighed udløber først efter flere generationer, og beskytter et (kunstnerisk) værk (Skriget, Casablanca, Bamse & Kylling, whatever) i sig selv – dvs. ikke idéen til det (enhver må male et maleri af en mand, der skriger og lave dukker af en bamse og en kylling – bare ikke lige præcis som Edvard Munch eller lige præcis som Kylling fra DR).

Get it?

Jeg er enig med Kinsella i, at det måske giver mindre mening at Elvis’ efterkommere skal høste flere royalties end sundt er, til stadighed efter manden er død. Hans arv er sgu stor nok, as it is.

Men come on – må folk ikke få løn for deres arbejde, bare fordi deres arbejde har haft en idé som resultat? 
Nej da, siger Kinsella.
Tag nu Tetrapak. Whoever er bag dén idé har sandsynligvis sidder og foldet en mælkekarton for at nå frem til opfindelsen – og dén ejendomsret er jo reel nok.
Til mælkekartonen, that is.
Den karton sælger han da bare, alt hvad han vil. Han kan garanteret få både 7 og 8 kroner for den.

Og for hundredvis af timers arbejde på at opfinde den udformning, må det da være godt nok.

Helt ærligt, hvilken form for motivation fostrer dét måske?!

Ingen gider sgu da sidde og opfinde noget, som de ikke får løn for, det kan man da sige sig selv.

Desværre har Kinsella et slagkraftigt argument – et argument, som det er næsten umuligt for mig at overbevise jer om er forkert, fordi det ville svare til at tage slikken fra børnene med den indsigelse, at det er usundt.

Medicin.

Tænk sig, siger Kinsella, og alle skyldbevidste borgere, der glemte at købe en u-landskalender sidste december lytter savlende til. 

Tænk sig, at nogen opfandt kuren mod aids. Noget, der med et trylleslag kan redde alle de tusindvis af mennesker, der lige nu ligger og er ved at dø. Og tænk sig så, at vedkommende insisterede på at få penge af alle de ludfattige mennesker med sygdommen – afrikanske stammebønder, junkier. 

Ikke for medicinen i sig selv – men for hans opfindelse af den. Tænk sig at holde et redningsmiddel tilbage – for penge.

(Undskyld, på forhånd, at jeg omtaler aids så lemfældigt – jeg er godt klar over, at det ikke er noget at spøge med, og det gør jeg bestemt heller ikke. Men det får folk til at lytte, og derfor har jeg brugt det som eksempel. Hvis du ikke kan tåle det, så lad være at læse videre).

Og forsvaret lægger, som altid, når der bliver spillet på juryens følelser, hovedet i bordet. Slaget er tabt – folk tænker ikke rationelt, når der er følelser involveret, og hvorfor skulle de da også det. De er jo menneskelige – hvis ikke det var for deres humanitære instinkter, så ville alle de aidsramte allerede være døde.

For opfinderen får jo sin timeløn af medicinalvirksomheden, der har ansat ham – hvis vi da antager, at dette er tilfældet. Hvilket er rimeligt sikkert, for man skal (hvad der heldigvis også er nogle, der er) være meget i kontakt med sin samaritanske side, hvis man skal stå for lud og koldt vand uden udsigt til nogen form for løn til sig selv og udarbejde en kur mod aids.

Og ja, jeg er indoktrineret af mit studium. Jeg tænker i regler og rettigheder før mennesker.
Jeg vil hellere have et retssystem, der lader ti skyldige gå fri end én uskyldig i fængsel, hvorimod de fleste, hvis I tænker over det, hellere vil have et par uskyldige med i svinget, hvis vi til gengæld kan få ram på ham den skyldige.
Og ja, for nu at drage parallellen, jeg tror på den beskyttede ret til en opfindelse. Hvis du har opfundet noget, er det din opfindelse, og ingen kan tage den fra dig. Du har udrettet noget stort og du bør belønnes for det. At der er nogle hundehoveder, der ikke kan administrere det, må vi så tage med.

Hundehovederne ser vi i medicinalbranchen, som forklaret. 
Men, men – forsvaret løfter hovedet, for der er alligevel en udvej – en måde at vinde sagen på. Det er nemlig så smart, at jurister jo kan sige hvad de vil, og hvis nogen indvender noget, kan de bare lave undtagelser.

Og det er nøjagtigt, hvad de har gjort her.

Der er nemlig det geniale ved det, at ny medicin (lad os blive ved eksemplet på en kur mod aids) ikke antages at være en opfindelse, men en opdagelse. Og bum, ingen patentret til dem, og afrikanerne kan få deres medicin alt hvad de orker, uden at skulle betale en rød reje, udover bestikkelse til dem, der skaffer dem det.

Så: regn ikke med en kur mod aids lige foreløbig.