Så hellere ud i kulden.

Nu har der i den senere tid udfoldet sig et par politiske skandaler og ophedede debatter, i det omfang der stadig er forskel på de to.

Debat om debat eller debat om skandale har kørt lige så meget på Facebook og i almindelige samtaler som i medierne, og det slår mig lidt, hvor let folk tilsyneladende har ved at vælge side, når de er medlem eller tilhænger af et bestemt politisk parti.

Det siger måske sig selv.

Men for nu at være ærlig; det der med at være tilhænger af et bestemt parti eller endog medlem af det – det er lidt let, ikke? Bevares, man kan da sagtens have en overordnet politisk overbevisning, og det synes jeg sådan set også er ret sejt, når man har (selv er jeg endnu for splittet til at føle mig helt overbevist; kan være det kommer med alderen), men ethvert konkret forhold hører ikke altid åbenlyst til i en bestemt ideologi. 

Og i de tilfælde, behøver man ikke længere selv at tage stilling eller at danne sig sin egen mening. 

Når der kommer en ny, særlig debat, kan man bare hive sin smartphone op af lommen og tjekke, hvad partiets holdning er til dét, hvorefter man kan lufte den som sin egen. 
Der går næsten lidt 1984 i den, for jeg nægter altså at tro på, at næsten hele Danmarks befolkning meningsmæssigt er delt op i 8 fuldstændig homogene grupper efter de 8 større partier. 

And yet; hvis man tillader sig at have en anden holdning end partiets eller ikke støtter op om sin korrupte formand, så er man allerede sparket ud. 

Jeg tillader mig at præsentere dette som et faktum, fordi jeg trods alt kender en del, der er medlem af politiske partier i Danmark, og unge som gamle; de følger alle mere eller mindre blindt deres partis mening. ALT hvad der bliver sagt i deres parti er åbenlyst genialt, mens ALT hvad der bliver sagt eller besluttet i et oppositionsparti er latterligt og helt ude i hampen. Man er imod, kun fordi ens parti principielt er imod det. 

Er det ikke lidt for nemt?