søndag den 11. december 2011

Home, sweet home

Kombinationen af at gå på universitetet og at bo på kollegium er noget af det bedste og mest fuldkomne, jeg har oplevet i hele mit (dog ikke videre lange) liv. 
Det kan være, at det bare er mig, der er heldig, men det virker, som om vi alle nu har gennemgået den Endelige Sortering.
Allow me to explain:

Sortering nr. 1 – fra folkeskole til gymnasiet: Alle de uduelige røvhuller, der ender med en fuldtidskarriere som indiskret butikstyv og lever af rapsede engangsskrabere, halvfordærvede bananer og ris, delvist fordi ekspedienten ved Dagli’ Brugsens udtjente kasse havde for ondt af deres sørgelige eksistens til at kommentere det, ja, de kom aldrig videre på gymnasiet.

Sortering nr. 2 – fra gymnasiet til universitetet - lad os sige nærmere bestemt jurastudiet, så jeg ikke kommer til at udtale mig om alt for meget, jeg ikke aner en skid om: Mit gymnasium var fuldt af ulidelige pigekliker, der havde det som deres primære hobby at udelukke pigerne uden for kliken ved at opdigte ligegyldige rygter om ligegyldige forhold, hvorefter de spærrede deres eyelinerbemalede øjne og dertil hørende lipglossindsmurte munde op, så det obligatoriske tyggegummi nær faldt ud, når de "afslørede" at man (jeg) ikke anede noget om disse rygter. 
Det lykkedes dog mig at få et klap på skulderen og et flygtigt smil i ny og næ – f.eks. når jeg hjalp dem lidt for meget med lektierne eller hørte på deres tuden over skole- og kærestesorger, som de ikke kunne dele med deres übercool girlfriends af frygt for den gymnasielle ækvivalens til dødsstraf: eternal exclusion. Alt sammen i et desperat forsøg fra min side på at være eller blive en smule mere vellidt. 
Imens havde drengene i gymnasietiden tilsyneladende til deres egen store overraskelse opdaget hårvækst på diverse kropsregioner, og nu fundet ud af, at al lykke drejede sig om at råbe utroligt højt, drikke store mængder alkohol, som de egentlig syntes smagte ad helvede til, men alle andre gjorde det jo, samt at knalde så mange beduggede gymnasieklikeoutcasts på toilettet som muligt. Eller også befandt de sig i en tåge af unævnelige sager under kældertrappen, hvor de reciterede egne, tvivlsomme digte fulde af pubertet og Weltschmerz. 
Blandt de her nævnte typer fandtes naturligvis også mix-and-match-tilfælde.

Det skal straks siges, at en del af disse eksistenser – begge køn – transporterede sig videre til universitetet, hvor deres opførsel i det store fulgte samme stil. En betydelig del af dem er dog sorteret fra, og de som i virkeligheden hørte til i gruppen af intelligente, interessante og dygtige mennesker med ganske udmærket humor og et minimum af styr på deres liv (nej, ikke kun mig), blev udskilt fra deres hidtidige status som langsomme, kedelige og socialt akavede nørder til Rigtige Mennesker.

Sortering nr. 3 – fra universitetet til kollegiet: Det er klart, at førnævnte gruppe af pigekliker og højtråbende, rundforvirrede knægte faktisk husede visse medlemmer med omløb i hovedet; dem, der nu går på universitetet, hvor de febrilsk leder efter nogen at være i gruppe med, så alle undgår at se, hvor tåbeligt de tager sig ud. De bosætter sig imidlertid naturligvis ikke på et kollegium, men sætter sig i stedet straks i gæld i en alt for stor lejlighed, som de indretter med hvide IKEA-sofaer, PH-lamper og mellemdyre vine fra Kvickly i reolen, som de kan bruge, når de leger voksne værter for "sofistikerede" cocktailparties.

Og her sidder jeg så på kollegiet. 
En gang på 14 mennesker, der alle sammen accepterer hinandens små særheder og forskellige personligheder uden straks at danne slyngveninde- eller best buddies-forhold og derefter sætte resten i bås. 
Som al anden praise to human decency lyder jeg med sådan en sætning som en lykkeligt deprimeret pædagog på antihistamin, men til vores julefrokost i går kunne jeg mærke det helt ind i maven; accepten. 
Ikke fordi jeg drak alkohol, hvilket jeg ikke gjorde i noget nævneværdigt omfang (som man jo ellers skal, I know), ikke fordi jeg hylede og dansede rundt, ikke fordi jeg engagerede mig i lange, seriøse samtaler om politik eller et eller andet smalt, videnskabeligt emne (your choice) eller fordi jeg ikke gjorde det. Bare fordi, jeg er mig og hører med i fællesskabet.

Det betyder ikke, at vi ikke kritiserer hinanden eller at vi aldrig skændes, eller at vi for den sags skyld har særligt dybe forhold til alle. Accept hører bare med i velkomstdrinken (ja ja, hun ryster dem ud af ærmet).

Den første februar - efter at jeg var flyttet til kollegiet i august - mødtes jeg med min gymnasieklasse. Jeg så efter eget, for det meste korrekte, udsagn pisselækker ud. Jeg havde styr på mit liv; ikke på den maniske, planlægningsfile måde, men jeg var tilfreds og lykkelig med den situation, jeg befandt (og stadig befinder) mig i. 
Og i løbet af to minutter var jeg sat tilbage i min gamle bås fra gymnasiet.

Jeg kunne knap tro det, men på det tidspunkt gik det virkelig op for mig, hvor mit hjem var; her, hvor sidder nu, på mit lillebitte kollegieværelse med udsigt halvt ud over Århus og halvt hen til ældreboligerne, hvor jeg – til tider på foruroligende vis – kan se direkte ind i deres hjem. Med programmøren ved siden af mig og resten af gangens beboere, hvor de nu end befinder sig. Og i går aftes blev jeg lige mindet om det igen.



Ingen kommentarer:

Send en kommentar