Knus fra mommybloggeren (ung og uerfaren udgave)

Jeg spekulerer en del over det dersens med at få børn. Forældreskabet og sådan. (Ægteskabet må vi jo ikke længere tale om, så nyt på bordet).

Jeg er ganske vist meget ung – og jeg vil givetvis hade mig selv, når jeg ser tilbage og husker mig selv skrive den sætning – men det er nu engang et faktum, jeg ikke kan løbe fra på nuværende tidspunkt. Hvis min situation var som de fleste 21-åriges (ifølge min forestilling) er, ville tanken om at få et barn være en næsten latterlig tanke; en tanke groet fast i hjernen efter for megen leg med dukker som barn, for lavt selvværd og henførelse over far-mor-og-børn-forestillingen, der pludselig sætter ind efter at være blevet kombineret med den farlige ingrediens nyforelskelse. Det ville en tåbelig tanke, der ville skræmme både mine forældre, mine venner og min kæreste.

Men min tænkte forestilling af en gennemsnitlig 21-årigs liv er dog markant anderledes i forhold til, hvordan min egen situation ser ud. Jeg har haft en fast kæreste gennem seks år, jeg er over halvvejs i en lang videregående uddannelse, jeg er økonomisk ansvarlig og realistisk… jeg er generelt ansvarlig og realistisk. 

Og det gider jeg i øvrigt ikke forsvare. 
Det meste af mit liv er jeg blevet klandret for at være ansvarlig og realistisk (også kendt som kedelig og pessimistisk), og nu hvor jeg endelig har nået et punkt i mit liv, hvor jeg kan bruge det til noget, så vil jeg også holde fast i det. Fandme.

Hvis vi starter oppefra aldersmæssigt, så skræmmer tanken om at få børn – og at jeg får børn – ikke nogen i min omgangskreds. Mine bedsteforældre har flere gange hintet det; af og til rystende indiskret (jf. min mormors kommentar, helt løsrevet fra konteksten af den samtale, vi i øvrigt førte: ”Ja, vi håber jo på at få oldebørn, inden vi DØR!”). 
Min mor har joket med tilbud på Trip Trap-stole med slet skjult håb i stemmen, min far og min stedmor har begge prædiket om, at hvis man alligevel har fundet den person, man vil have børn med – og man vil have børn – så kan man lige så godt få dem tidligt (*host*så-man-ikke-ender-som-dem*host*).
Flere af mine venner har allerede børn.
Og selv programmøren er ikke skræmt ved tanken – som med det meste, er det umiddelbart ikke noget, han har noget videre imod eller har taget stilling til – men jeg kan med sikkerhed i stemmen sige, at jeg kender ham bedre end nogen anden, og jeg ved, at han sgu er lige så skruk, som jeg er. 

Jeg elsker børn. De er jo søde, for crying out loud. Og jeg er jo skruk, for sulen. 
Og hey! Ingen hånlige, påtaget medfølende fnys om, at jeg intet ved, om det I Voksne kalder ”det virkelige liv”. Som jeg sagde, er jeg realistisk. Jeg har syv (meget) yngre søskende, og ja, de er søskende og ikke egne børn, men jeg stod (og sov) fandme lige ved siden af hele vejen igennem Helvede. Desuden er jeg eksamens- og præstationsvant: Håb på det bedste, men forvent det værste.

Ja, selvfølgelig skal jeg da have et barn... Og så alligevel? 
Helt alvorligt: Er det virkelig det værd? For alt hvad jeg hører på det sidste om børn, og om det at få dem, kan summeres op i følgende stikord: blod, lort, smerte, depressioner, fedme, sygdomme, skænderier, skilsmisser, søvnmangel, tidsmangel, pengemangel, skrigetudeture (ikke barnets), og generel annullering af eget liv. Ikke skide motiverende. 

De er da søde, de små. Men svar mig, ærligt, inden jeg bailer: Er det virkelig det værd?

Jeg taler ikke om at få børn NU, for det får jeg under ingen omstændigheder. Jeg taler om at få børn generelt. 
De fleste forældre sidder med bævende underkæbe og martyrtoner i stemmen og snakker om, hvor mange muligheder og hvor meget frihed deres liv indeholdt før i tiden (læs: i tyverne).

Jeg har fundet min mand. Jeg har fundet min uddannelse og min karrierevej. Jeg har fundet min plads i livet. Bevares, jeg holder meget af min frihed og mine muligheder. Jeg udelukker ikke et totalt skift i uddannelse eller karriere, flytning til udlandet, store jobs, små jobs, store huse, små lejligheder, succes og fiasko og den obligatoriske dannelsesrejse. 
Men sådan er livet jo. Det gælder jo for helvede ikke kun i tyverne. (NEJ, det gør ej. Og hvis du synes det, så er det fordi, du selv har givet op og givet afkald på dine muligheder, ikke fordi de er blevet dig frataget).


I ville naturligvis aldrig ville indrømme, at I har fortrudt jeres børn, for jeg kan sagtens forstå, at når man først har dem, kan man ikke forestille sig et helt liv uden dem.Jeg spørger heller ikke, om I ville annullere jeres børn, hvis I kunne. Jeg spørger: Hvis I kunne rejse tilbage i tiden og stå først i jeres tyvere med alle de muligheder et langt liv kan tilbyde, men med erkendelse og om viden om, hvad det kan blive til med børn: ville I så stadig vælge at få dem?