Procrastination central

Programmøren er inviteret til Boys’ Night In hos sin buddy, og som den aktive og uafhængige person, jeg er, sidder jeg derfor og stirrer ud af vinduet.

Det der med at stå tidligt op, fungerede lige så dårligt i dag, som det gjorde i går, så jeg har indtil videre ikke nået at læse det, jeg skulle, eller få lavet opgave. Prøver febrilsk at minde mig selv om hvor LIDT tid, jeg har i næste uge, så jeg kan gå i panik og SKYNDE mig at få lavet en hel masse. Indtil videre uden succes.

Der sker nemlig det i næste uge – udover at jeg har en smule for mange forelæsninger med dertil hørende lidt for meget læsestof, endnu en opgave, plus mit dejlige arbejde og mere af det – at min vidunderlige lillesøster kommer ned og besøger mig i weekenden… hvor vi skal se BREAKING DAWN! JO, vi skal! Og det bliver så utroligt nice.

Og ja, jeg ved godt, at det er på mode at hade diverse fænomener, alene fordi de er populære og hypede. Jeg er så ligeglad. Den serie kildrer det letpåvirkelige teenagehjerte, der sidder dybt i mig. Den gør lidt det samme ved mig, som når jeg hører lækker heavy metal eller symfonisk rock. Det skal mærkes, ikke forklares, og hvis man ikke kan mærke det, så har man tabt. Sorry.

Men for at vende tilbage til startemnet, så har følgende overspringshandlinger været:

• Dalre rundt
• støvsuge og vaske gulv (godt)
• dalre lidt mere rundt
• spekuleret på, om jeg mon skulle tage fat i bogen og læse lidt, og nået frem til, at det skulle jeg ikke
• gået ned til Netto for at konstatere, at nej, der er IKKE søndagsåbent, fordi det jo ikke er første eller sidste søndag i måneden (dumme mig)
• kommet til at købe honninghjerter hos bageren
• lejet film
• overvejet at finde en julepyntslysestage frem, fordi det kunne man jo ligeså godt, men ombestemt mig, fordi jeg ikke kunne finde den
• set halvdelen af lejet film
• kigget ud af vinduet
• overvejet at gå i bad uden i øvrigt at gøre det
• lavet the
• spist honninghjerterne

Det er godt at være studerende. Gad vide, hvordan jeg reagerer, den dag jeg får virkelige problemer?

En morgen i the Life of Law

Så sad man lige og hørte om overdragelse af fordringer, her onsdag morgen før hanen får øjne på fødderne – eller hvor mange metaforer jeg ellers skal blande for at prøve at forklare, hvor friggin TIDLIGT det er! Meget opløftende at mine medstuderende ikke lader til at fatte en skid af, hvad der foregår, samtidig med at vores rare og venlige underviser nævner noget om, at det ikke kommer med til eksamen, og at vi får det indgående gennemgået på næste semester. Så behøver jeg ikke at høre efter, og kan lige så godt sætte mig til at skrive lidt.

Til at starte med kan jeg afsløre, at det er godt, jeg har fået min morgente. Jeg er afhængig af te. (Og nej, jeg skriver ikke ”the”. Er så forvirrende, når det ser ud, som om folk ikke kan dansk. Der skal ikke så meget til). 

Hvis jeg afslørede, hvor mange krus – ikke kopper: motherfucking, spandstore krus – jeg drikker af det stads om dagen, tror jeg, de fleste kaffedrikkere ville falde bagover i sympatihjertebanken. Jep. Så mange. Det har nu fået den konsekvens, at jeg som person ikke er til stede i min krop, før dagens første krus er indtaget.

Modsat af, hvad mange tror, så er der også koffein i te. Jo, der er. Nogle gange er der næsten lige så meget som i en kop kaffe. Så fik man lige dagens ultrainteressante ekspertviden. Simpelthen. Så te kan skam sagtens fungere som morgenopvikker, det skal jeg være den første til at skrive under på.

Den første time stirrede jeg tomt ud i luften. I pausen halsede jeg ned for at stille mig bag i køen af hippe jurastuderende, der alle sammen skal have kaffe med lidt skummetmælk, stirred not shaken, i mangel af latte. For at få min te – og helloh Lord, how nice it feels to be me :-)

Så skal jeg bare lige overleve to timers forelæsning i obligationsret, hvor en professor, hvis navn jeg ikke engang har fået fat i, rabler løs om endnu flere fordringer og udfyldningsregler i mangel af aftale eller hjemmel i præceptive lovbestemmelser. Det er så FEDT.

Eneste trøst er, at når alt det her almindelige formuepis engang efter Ragnarok er overstået, så har jeg fået min adgangsbillet til at læse noget immaterialret videre på kandidaten.

Efter min morgente, selvfølgelig.

Lawyered.

Jeg sad lige og snakkede med et par af mine ”medkollegianere”, som det så smukt og harmonisk hedder, angående den mand, der i dag er blevet idømt livsvarigt fængsel i byretten for mordet på sine tre børn.

Og bare sådan som en lille juridisk public service, så kommer her en update til alle jer, der er blevet fodret med skæve oplysninger af medierne:

Det er en udbredt misforståelse, at ”livsvarigt fængsel” er det samme som fængsel i 12 eller 16 år, og at man i Danmark ikke kan idømmes virkeligt livsvarigt fængsel.

Det kan man godt. Der findes andre lande, hvor den tid, man kan blive fængslet er begrænset – fx kan man i Spanien principielt ikke idømmes over 40 års fængsel. 

Men, mine damer og herrer, dette gælder ikke i Danmark. Hvis den skrevne og udtalte dom over tiltalte ordret lyder på ”livsvarigt fængsel” eller ”fængsel på livstid” (som man kan idømmes efter straffelovens § 237, hvis nogle skulle være interesserede), så tages det skam fuldstændig bogstaveligt.

Så kan du have værsågod at rådne op i fængselscellen, indtil du bliver lagt i jorden, for nu at udtrykke mig professionelt.

Grunden til misforståelsen består sandsynligvis i den geniale opfindelse ”prøveløsladelse”. Generelt kan man som indsat – uanset hvor lang ens straf er sat til at være, så længe det er mere end 2 måneder – prøveløslades efter udståelse af to tredjedele af straffen. I visse tilfælde allerede efter udståelse af halvdelen af straffen.

Hvad angår livstidsdømte er det er jo ikke som udgangspunkt fastlagt, hvornår to tredjedele af straffen så er udstået, så derfor har man fastsat, at man som livstidsfange kan anmode om prøveløsladelse efter at have udstået 12 år af sin straf.

Det er dog ikke ensbetydende med, at man så bliver prøveløsladt. Det herefter bare nemmere at ansøge om det. Og mind you: at være prøveløsladt er ikke det samme som at være fri. Hvis man er idømt livsvarigt fængsel er man ikke fri

så længe man lever.

Her på efterkant...

… kommer der lige en ordentlig gang galde, sikkert til alle jer, der ikke fortjener at få det i hovedet, men sådan har det alt andet lige være siden folkeskolen – dem der ikke pjækker, er også dem, der får skideballen for pjækkeri –, så jeg følger deres skidegode eksempel. Pass it on if you’d like.

Jeg synes, I skal holde op med ikke at interesse jer for valget. Det er da for dårligt, at debatter og andet valgorienteret tv skal bandlyses og sukkes højlydt og demonstrativt over – og med det samme politikerne rent faktisk selv slæber røven ud og stiller sig ud på gaden for at drive folk op af deres mentale slumretilstand, ruller folk med øjnene og brokker og brokker over, at der ikke er andet end valg i byen, på arbejde, i tv, i luften.

Det er VALG for crying out loud!

Det her har foregået i sølle tre uger, ca. … én gang! hvert fjerde år.

Nu må I simpelthen tage jer sammen.

Jeg går stærkt ud fra, at det er fåtallet, der ønsker sig demokratiet afskaffet, på trods af dets fejl og mangler. Det er trods alt den sidstværste styreform, der findes lige nu. Så lev dog for fanden op til, at det er jer selv, der har indflydelse på, hvem der kommer i Folketinget og dermed, hvem der kommer i regeringen.

 Alternativt vil jeg ikke høre noget brok over nogen politikere, fra nogen som helst, der har brokket sig over valget, for slet ikke at tale om ikke at have stemt!

Stem blankt, hvis du ikke er enig med nogen. Men hvis du ikke engang har gidet tage røven over nakken og få den hen til valgstedet og for at sætte dit kryds, har du valgt at nedlade dig selv til at være ligeglad med samfundet omkring dig, hvilket faktisk er ganske afskyelig opførsel. Du kan da ikke bare stå der og sige, at det ikke vedkommer dig – den holdning har jeg absolut ingen respekt for.

Der er en grund til at det hedder sofavælgere – det er nemlig dér, de kommer til at tilbringe resten af deres liv. Så suck it up!

Uden reference til politisk debat i øvrigt...

Jeg kan ikke udstå at blive afbrudt, når jeg taler.

Der er intet, der i højere grad siger: ”Hvad du har at sige er uinteressant, og din pointe er ubetydelig i forhold til den, jeg kommer med nu, fordi jeg har mere værdifulde ting at sige, der fuldstændig overtrumfer, hvilke ligegyldigheder du kunne tænkes at have på hjerte”, end fuldstændig ubehøvlet at begynde at tale hen over en anden persons sætning.

Jeg har da ofte været ude for, at en persons argumenter er begyndt at gå i en helt flyvsk retning, men lad dem i det mindste færdiggøre med høfligt lyttende mine, og kom derefter med, hvad du selv har at sige. Det skaber åbenhed i en samtale, i stedet for at den ene person underkues.

For slet ikke at tale om, hvor ydmygende det er at blive afbrudt i en samtale mellem flere personer, så det virkelig bliver stillet til skue, at man er den laverestående.

Og under det hele er en afbrydelse jo i virkeligheden et udtryk for, at man er bange for, at den, man afbryder, når at færdiggøre en pointe, man ikke selv kan argumentere imod. Det er en taktik, der skal forvirre og nedlade modspilleren.

Men hvis der skal føres en samtale, hvor vi er modspillere i stedet for medspillere, der har integritet og modenhed nok til at lade hinanden tale ud, inden man selv kommer bragende ind, har jeg meget lidt interesse i overhovedet at deltage.

Poesi på potten

Når det første, man møder om morgenen på toilettet inde på uni, er et skilt på indersiden af døren med påskriften:

Kære besø(r)gende!
Sæt dig ned, og nyd det blot,
om du end gør stort eller småt.
Når du så har rejst dig op,
vend din smækre, lækre krop.

Tag et kig i kummen ned,
dér, du nu får ren besked,
om du børsten bruge må,
før en ny din plads kan få.

...så ved man, det bliver en god dag. Det er sgu da humor.

Passion i brand

Nå men, så kan det godt være, at vi er ved at være nået derhen, hvor jeg skal til at starte lidt op med at skrive indlæg igen. Ville bare ikke begynde, før jeg synes, jeg var helt færdig med at feriere – men ferien, den er sgu long gone by now. Sidder med bachelorprojektet, og det er non-fun, så firkantet som det kommer.

Ved ikke helt, hvad jeg skal mene om dem, der jubler, når de får deres bøger – de bøger, der er pensum til næste semester. Dem der med ikke bare mild interesse, men frådende iver kaster sig over at skrive opgaver, læse bøger og skrive noter til forelæsningen, med et vildt glimt i øjet og et stort henført smil klistret hen over på ansigtet.

Hvad er der egentlig med dem?! Lader de bare, som om de æælsker alt ved deres studie/arbejde/whatever og bare synes, at det er flammen, der holder deres liv kogende,

eller ER det virkelig flammen, der holder deres liv kogende? Og er det i så fald en særlig god ting?

Det er det evige brændpunkt mellem det at ”brænde” for noget – og så forstillelse.

Langt de fleste elsker det, og synes det er fedt, når de selv eller andre ”brænder for noget”. Især, når de brænder for deres arbejde, eller bare erhvervet – eller miljøet, som det vel er, når man studerer.

Det er det, de samme mennesker kalder passion. ”Jeg brænder for mit arbejde – det er min passion.”

Nå, jamen hvis du virkelig har det sådan, så hurra for det. Selv ved jeg ikke, om jeg synes, det er nogen særlig god ting. Interesse, ja. Arbejdsglæde og engagement – selvfølgelig. Men passion? Er det virkelig nødvendigt at brænde for noget for at være værdifuld og have mening i livet?

Jamen jo jo, jeg synes da det er alle tiders, når folk elsker deres arbejde, eller deres studium, det gør jeg virkelig. Jeg under dem da gerne, hvad der gør dem glad, uanset hvad det måtte være, ingen tvivl om det. Jeg undrer mig, når deres engagement virker ekstremt, bare over, om de så virkelig mener det, eller om de snarere synes, at det er nødvendigt, at det ser sådan ud.

Nogle gange ville jeg ønske, at jeg selv brændte for noget. Ikke at brænde for noget – ikke at have nogen passion – det lyder jo så tomt og kedeligt. Jeg holder meget af jurastudiet og har stor interesse for det, men ærligt talt, så synes jeg da stadig, at sommerferien er den bedste tid på året. Jeg elsker at tegne, male og udfolde mig kreativt på alle mulige måder – men ville jeg gøre det alle døgnets 24 timer, hvis jeg kunne? Egentlig ikke. Jeg elsker musik, men jeg elsker bestemt også stilhed. Madlavning er noget af det, jeg faktisk holder allermest af i hverdagen – men mange dage har jeg da mest lyst til at ringe efter en pizza. Og mit arbejde – mit arbejde er mit afbræk fra de noget hårde studier, min mulighed for at snakke med kollegerne, have kommunikation med andre mennesker og gøre dem glade… men der er da dage, hvor jeg langt hellere bare ville tune in og have fri.

Er mit liv så tomt? Andre er måske uenige, men selv mener jeg bestemt nej. De mennesker, jeg elsker – min familie, mine venner, min kæreste – de er dem, der giver mit liv indhold. At jeg foretager mig det, jeg har mest lyst til, på det tidspunkt, jeg har lyst til det, giver mit liv indhold. Og jeg vender da gladelig tilbage til mine studier, når de først får ordentligt fart på til september, for jeg kan ikke forestille mig noget bedre liv for mig lige nu end studielivet, og jeg kan ikke forestille mig noget, jeg hellere ville studere end jura.

Jeg sukker da alligevel ofte, når jeg så rækker ud efter bøgerne, for nu SKAL jeg altså få læst… Og jeg er glad på vegne af dem, der omvendt ikke kan vente med at få lov til at læse i selv samme bog.

Jeg håber bare, for jeres egen skyld, at I mener det.